Naer La Paz findes en trafikeret, 64 km lang rute, der udspaendes af en bjergtop paa 4800 meter (snedaekket og skyindhyllet) og en junglelodge i 1100 meters hoejde. Ruten er kun asfalteret de foerste 22 kilometer (eller K´s, i fagsproget) og er doebt The World´s Most Dangerous Road (WMDR), fordi straekningen aarligt ser et abnormt antal uheld (typisk lokale spritbilister der toerner ind i overlaessede ladvogne). Siden 2001 er 13 cyklister omkommet, heraf 1 ved at stige af til den forkerte side af cyklen (=afgrunden). Af rutens vandfaldsoverrislede mudderdel forloeber nemlig 24 km langs en vertikal afgrund af variabel dybde (0 - 700 meter). Paa dette stykke finder man ogsaa "demokratihjoernet", hvor et militaerdiktatur for nogle aartier siden skilte sig af med en posefuld meningsafvigere paa den oplagte maade.
Der skulle naturligvis koeres mountainbike paa WMDR (kaere moedre, tak os for foerst at oplyse dette efter at vi vendte hjem i god behold)! Man kan nemlig raese saa dejligt downhill uden at roere de der pedaler. De vigtigste instrumenter i denne sammenhaeng var klart bremserne (efterfulgt af styret), og efter 4 timers freeride havde vi begge adrenalin, "bremsehaand" og "sadelballe". En fabelagtig tur gennem alskens natur - fra gold tinde til cloud forest til hoejlandsregnskov til markvej med random objekter saasom kyllinger og boern til lavlandsjungle (hvor vi ogsaa lige fik opdateret vores moskitostik-park). Resultat: En velfortjent pastabuffet i junglelodgen i bunden.
Efter La Paz tilbragte vi nogle rolige dage ved den beroemte Titicacasoee (8372 kmkm; Wikipedia oplyser kystlaengden(!)), inden vi krydsede ind i Peru. Her er alt straks mere civiliseret. Man jubler lidt, hver gang der er braet paa et toilet, et autovaern, eller en chauffoer dropper en halsbraekkende busoverhaling. Den slags griner man bare af i Bolivia. Desuden er densiteten af rablende-raabende, hostelhavarerende, altfotograferende 18-personers israelergrupper faldet lidt (som aegte matematikere har vi ikke opbygget en fordom, vi har blot udarbejdet en karakteristik af netop de 6 grupper vi har observeret).
Udover vestligt driverliv (inkl. alpaca/strudse-boef-orgie) i Arequipa (Perus naeststoerste by, bygget stort set udelukkende af mineralet "sillar" udvundet fra en gryntende naerliggende 6km-vulkan) fik vi ogsaa lige svunget forbi verdens dybeste kloeft, Canyon de Colca (et synligt drop fra bjertop til kloeftbund paa 3,3 km), et aabent kondormiljoe; rendet tillokkedes af en velduftende tyrekadaver, nogle lokale venligt havde lagt frem.
Kondorfacts: Max. flyvehoejde: 9 km! Max. levealder: 60 aar! Eneste fjende: Overtroiske lokale, der vil aede dens oejne for bedre syn! Vingefang: Op til 4 meter (overgaas kun af den dumme albatros).
Lige nu er vi i Cusco, den gamle inkakongeby, hvorfra vi i morgen drager paa det famoese trek "Inca Trail" (en 4-dages tur (blandt flere mulige) hvor man sammen med faa tusinde andre turister spadserer gennem bjergene til Macchu Picchu (kendt fra Kilroy-reklamerne)).
Links til billeder paa Martins Picasa:
* Tur i Southwest Circuit
* La Paz og WMDR
* Arequipa og Colca Canyon
PS. Bedste engelsk vi har set paa turen, inkl. gaet paa oversaettelser:
* Chicken Friend: Stegt kylling
* Sewer Shrimps: ?
* Sorry, the hostel has no laundry, if not, pay $5: Femdollar-faelde?
* We recommend you to your belongings and you leave the bus: Tjoh? Vores ejendele kan nok godt lide os allerede... ?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar