Som alle andre førstegangsturister i Peru besigtigede vi ruinbyen Machu Picchu (opfindsomt kechua for "Gamle Bjerg"). Staden blev forladt af de pjevsede bygherrer, inkaerne, i 1539, bare fordi der red nogle spanske gunmen rundt nede i dalen og satte ild til de lokale. Byen blev senere jævnligt genopdaget af peruvianske bjergbønder, som udnyttede den forhåndenværende terrassestruktur og dermed selv kunne dovne den med coca- og ugeblade. Macchu P. blev dog først godkendt som opdaget da en hvid mand (Hiram Noget fra Yale-universitetet) i 1911 dokumenterede byens eksistens for omverdenen. Han belønnede sig selv for sit achievement ved at nappe alt det guld og sølv og andre artifacts han kunne finde (over 2.000 relikvier) og smide de to familier ud, som boede der.
Man kan komme til den spektakulært anbragte stendynge på to måder. Er man smart, og doven, kan man tage toget. Det tager et par timer. Er man glad for folkemængder og udgifter, går man ad den klassiske 45 km/4 dages trekking-rute The Inca Trail. Langs afgrunde og velbevarede fæstningsrester, gennem imposante jungler og klæbrige skyer, forløber en 500 år gammel brolagt sti. Selvom d'herrer stenlæggere måske ikke altid mestrede algoritmen Shortest Path, må man beundre denne flagskibskontribution til Perus vejnet. På minussiden af trekket har vi de 1.998 andre turister, de elendige guides (hvis eneste information var: "You know, in the incas' time, they respected the snow mountains." Tak ...) samt naturligvis strækningens "Andean Flatness" (=drøj sinuskurve i 3-4 kms højde), der bidrog til ømme knæ (men tillige til opdagelsen af en helt ny ned-ad-bakke-lunteløbeteknik, der gjorde det muligt at overhale prustende stavgængere M/K i alle aldre, uanset hvor professionelle de var og hvor franske eder de spyede efter een, når man rapt passerede. De overhalede så os op ad bakke, hvor vi tog os af ederne).
Efter denne hiking-eskapade var vi så oplevelsesmættede, at en mental sprængning var nært forestående. Vi negligerede ikke truslen og skiftede vor hjemrejsebillet fra Santiago, Chile, til Lima, men glippede i parentes bemærket en lækker, lækker bustur på 3.000 km. Nu er vi såmænd hjemme i Danmark og glæder os til at se jer alle!
Billeder fra spadsereturen er jo lige her!
lørdag den 18. april 2009
onsdag den 1. april 2009
Verdens Farligste Vej og Arequipansk kondorgilde
Naer La Paz findes en trafikeret, 64 km lang rute, der udspaendes af en bjergtop paa 4800 meter (snedaekket og skyindhyllet) og en junglelodge i 1100 meters hoejde. Ruten er kun asfalteret de foerste 22 kilometer (eller K´s, i fagsproget) og er doebt The World´s Most Dangerous Road (WMDR), fordi straekningen aarligt ser et abnormt antal uheld (typisk lokale spritbilister der toerner ind i overlaessede ladvogne). Siden 2001 er 13 cyklister omkommet, heraf 1 ved at stige af til den forkerte side af cyklen (=afgrunden). Af rutens vandfaldsoverrislede mudderdel forloeber nemlig 24 km langs en vertikal afgrund af variabel dybde (0 - 700 meter). Paa dette stykke finder man ogsaa "demokratihjoernet", hvor et militaerdiktatur for nogle aartier siden skilte sig af med en posefuld meningsafvigere paa den oplagte maade.
Der skulle naturligvis koeres mountainbike paa WMDR (kaere moedre, tak os for foerst at oplyse dette efter at vi vendte hjem i god behold)! Man kan nemlig raese saa dejligt downhill uden at roere de der pedaler. De vigtigste instrumenter i denne sammenhaeng var klart bremserne (efterfulgt af styret), og efter 4 timers freeride havde vi begge adrenalin, "bremsehaand" og "sadelballe". En fabelagtig tur gennem alskens natur - fra gold tinde til cloud forest til hoejlandsregnskov til markvej med random objekter saasom kyllinger og boern til lavlandsjungle (hvor vi ogsaa lige fik opdateret vores moskitostik-park). Resultat: En velfortjent pastabuffet i junglelodgen i bunden.
Efter La Paz tilbragte vi nogle rolige dage ved den beroemte Titicacasoee (8372 kmkm; Wikipedia oplyser kystlaengden(!)), inden vi krydsede ind i Peru. Her er alt straks mere civiliseret. Man jubler lidt, hver gang der er braet paa et toilet, et autovaern, eller en chauffoer dropper en halsbraekkende busoverhaling. Den slags griner man bare af i Bolivia. Desuden er densiteten af rablende-raabende, hostelhavarerende, altfotograferende 18-personers israelergrupper faldet lidt (som aegte matematikere har vi ikke opbygget en fordom, vi har blot udarbejdet en karakteristik af netop de 6 grupper vi har observeret).
Udover vestligt driverliv (inkl. alpaca/strudse-boef-orgie) i Arequipa (Perus naeststoerste by, bygget stort set udelukkende af mineralet "sillar" udvundet fra en gryntende naerliggende 6km-vulkan) fik vi ogsaa lige svunget forbi verdens dybeste kloeft, Canyon de Colca (et synligt drop fra bjertop til kloeftbund paa 3,3 km), et aabent kondormiljoe; rendet tillokkedes af en velduftende tyrekadaver, nogle lokale venligt havde lagt frem.
Kondorfacts: Max. flyvehoejde: 9 km! Max. levealder: 60 aar! Eneste fjende: Overtroiske lokale, der vil aede dens oejne for bedre syn! Vingefang: Op til 4 meter (overgaas kun af den dumme albatros).
Lige nu er vi i Cusco, den gamle inkakongeby, hvorfra vi i morgen drager paa det famoese trek "Inca Trail" (en 4-dages tur (blandt flere mulige) hvor man sammen med faa tusinde andre turister spadserer gennem bjergene til Macchu Picchu (kendt fra Kilroy-reklamerne)).
Links til billeder paa Martins Picasa:
* Tur i Southwest Circuit
* La Paz og WMDR
* Arequipa og Colca Canyon
PS. Bedste engelsk vi har set paa turen, inkl. gaet paa oversaettelser:
* Chicken Friend: Stegt kylling
* Sewer Shrimps: ?
* Sorry, the hostel has no laundry, if not, pay $5: Femdollar-faelde?
* We recommend you to your belongings and you leave the bus: Tjoh? Vores ejendele kan nok godt lide os allerede... ?
Der skulle naturligvis koeres mountainbike paa WMDR (kaere moedre, tak os for foerst at oplyse dette efter at vi vendte hjem i god behold)! Man kan nemlig raese saa dejligt downhill uden at roere de der pedaler. De vigtigste instrumenter i denne sammenhaeng var klart bremserne (efterfulgt af styret), og efter 4 timers freeride havde vi begge adrenalin, "bremsehaand" og "sadelballe". En fabelagtig tur gennem alskens natur - fra gold tinde til cloud forest til hoejlandsregnskov til markvej med random objekter saasom kyllinger og boern til lavlandsjungle (hvor vi ogsaa lige fik opdateret vores moskitostik-park). Resultat: En velfortjent pastabuffet i junglelodgen i bunden.
Efter La Paz tilbragte vi nogle rolige dage ved den beroemte Titicacasoee (8372 kmkm; Wikipedia oplyser kystlaengden(!)), inden vi krydsede ind i Peru. Her er alt straks mere civiliseret. Man jubler lidt, hver gang der er braet paa et toilet, et autovaern, eller en chauffoer dropper en halsbraekkende busoverhaling. Den slags griner man bare af i Bolivia. Desuden er densiteten af rablende-raabende, hostelhavarerende, altfotograferende 18-personers israelergrupper faldet lidt (som aegte matematikere har vi ikke opbygget en fordom, vi har blot udarbejdet en karakteristik af netop de 6 grupper vi har observeret).
Udover vestligt driverliv (inkl. alpaca/strudse-boef-orgie) i Arequipa (Perus naeststoerste by, bygget stort set udelukkende af mineralet "sillar" udvundet fra en gryntende naerliggende 6km-vulkan) fik vi ogsaa lige svunget forbi verdens dybeste kloeft, Canyon de Colca (et synligt drop fra bjertop til kloeftbund paa 3,3 km), et aabent kondormiljoe; rendet tillokkedes af en velduftende tyrekadaver, nogle lokale venligt havde lagt frem.
Kondorfacts: Max. flyvehoejde: 9 km! Max. levealder: 60 aar! Eneste fjende: Overtroiske lokale, der vil aede dens oejne for bedre syn! Vingefang: Op til 4 meter (overgaas kun af den dumme albatros).
Lige nu er vi i Cusco, den gamle inkakongeby, hvorfra vi i morgen drager paa det famoese trek "Inca Trail" (en 4-dages tur (blandt flere mulige) hvor man sammen med faa tusinde andre turister spadserer gennem bjergene til Macchu Picchu (kendt fra Kilroy-reklamerne)).
Links til billeder paa Martins Picasa:
* Tur i Southwest Circuit
* La Paz og WMDR
* Arequipa og Colca Canyon
PS. Bedste engelsk vi har set paa turen, inkl. gaet paa oversaettelser:
* Chicken Friend: Stegt kylling
* Sewer Shrimps: ?
* Sorry, the hostel has no laundry, if not, pay $5: Femdollar-faelde?
* We recommend you to your belongings and you leave the bus: Tjoh? Vores ejendele kan nok godt lide os allerede... ?
søndag den 22. marts 2009
Maanen Tur - Retur (eller Absolute Horror Stories)
Visse himmellegemer kan besoeges i firhjulstraekker, fx Jorden (trivielt), men ogsaa Maanen. Goer som foelger:
1a. Tag til den bolivanske graense- og smuglerby Villazon.
1b. Vaer eventuelt totalt uvidende om, at Villazon ligger i 3,7 kilometers hoejde, og at intensiteten af de bagageforaarsagede udmattelsesprust derfor er ekstra generende for sortboersvekselerer og andre lyssky i de bakkede gyder.
2a. Kom i tanke om, at det er tid at tage praeventiv medicin mod hoejdesyge (snart skal du op i 5 kms hoejde).
2b. Mist hoejdesygemedicinen.
2c. Tag bussen til byen Tupiza. 100 km. Gennem udtoerrede flodsenge. "2 timer" (1 bolivianske transporttime = mellem 2 og 4 danske klokketimer.).
3. Stig ind i foernavnte firhjulstraekker (holder klar i Tupiza); medbring vand, chauffoer, kok, varmt toej og et generisk canadisk aegtepar (flinke, storkaevlende).
4. Koer ud paa det saakaldte Southwest Circuit - en firedages tur paa omkring 1000 km i et helt spektukalaert naturparksbjergomraade.
5. Efterhaanden som bilen naar de 4,5 km i hoejden, bemaerk at hoejdesyge er en virkelig sygdom. Prop febrilsk flere og flere cocablade ned i kindposen for at oege iltoptaget som en aegte indfoedt, men maerk alligevel hvordan du bliver doesig og kvalm og hovedpineagtig. Bemaerk hvordan trykket paa blaeren stiger proportionalt med hoejdemetrene.
6. Indvilg for femte gang i at hoere paa de samme canadiske "absolute horror stories" om folk, der efterlades midtvejs paa Southwest Circuit pga benzinmangel e.l., mod at faa canadisk hoejdesygemedicin.
Naar disse 6 steps er klaret, er bilen formentligt oppe omkring de 5 km. Hvad ser man saa paa turen?
- Mineralske laguner i alskens toksiske farver (groen = bly, arsenik og calciumkarbonater, hvid = borax, brungul = svovl, roed = sodium, jern, ... ?)
- Geysere fra jordens indre
- 3 flamingoarter, der elsker at bade og snadre efter skoenno mikroorganismer i giftblandingerne
- Lamaer, der tror at lagunerne er dejligt drikkevand, men faar en lang mule
- Ekstremt fattige bolivianere
- Et 7-farvet bjerg
- Lavalandskaber inkl. smaafjaertende vulkan
- Dali-stenformationer (manden blev inspireret af dem og saa kvitterede de ved at blive opkaldt efter ham)
- Omraader Chile har nakket fra Bolivia
Sluttelig ankommer man til spejlet solopgang i Salar de Uyuni, en uvirkelig saltoerken paa 12.000 kvadratkilometer, de indtoerrede rester af en mezosoisk atlanter-golf. Grundet vand- og luftspejlinger og uendelig, ubegribelig fladhed tror man, at bjergene paa den anden side er ti minutters koersel vaek. Det er naturligvis loegn. Enhver fornemmelse af afstand kan man godt pakke vaek her. Det samme boer man goere med enhver form for tilskyndelse til med de bare naever at grave efter flotte saltkrystaller i oerkenens saltvandsundergrund, ogsaa selvom guiden goer det. Man faar nemlig saadan nogle slemme saar, naar saltet toerrer ind, hvilket sker momentant naar armen traekkes op af vandet. Og saa er der allerede gnedet salt i. Avs. Det er svaert at haefte ord paa det helt igennem saere landskab, og billeder yder naeppe fuld retfaerdighed heller. Men et besoeg i Uyuni er ulig noget andet.
Efter saadan et eventyr traenger man til noget soedt: hovedstaden (ifoelge nogen (fra Sucre)) Sucre (der er opkaldt efter en spansk satan og altsaa ikke har med sukker at goere) will do. Her er kolonial stemning (conquistadorerne forstod at indrette sig hyggeligt for den gnalling soelv de kaprede her), dinosaurpark til eventuelle kridttidsfans i rejsekompagniet og endda en festival for selvstaendighedens 200-aarsdag med laarkort lamseben-livemusik af swingende kvalitet.
Og saa sker det jo nogle gange at man taenker: "Det er laenge siden jeg har haft over 1.000 moskitostik samtidigt. Lad os tage til Amazonas." Som taenkt, saa gjort, modulo usikre flyafgange med absolut infinitesemalt propelfly fra hovedstaden (siger nogen) La Paz til den graesklaedte junglestribe af en landingsbane her i Rurrenabaque, hvor vi nu slikker saarerne efter en 4-dages eksursion (spaendende, mudret, macheteorienteret og med en del wildlife) til Intenst Insekt-Inferno.
FAQ om Bolivia:
Q: Laaser en buschauffoer gerne passager inde, slukker lyset og forlader bussen i laengere tidsrum ad gangen?
A: Ja.
Q: Hjaelper det virkelig paa hoest og sundhed at ofre lamettabeklaedte lamafostre i en skaal med syntetisk farvet slik til Pachamama?
A: Por supuesto!!
Q: Er der mon et trae i Amazonas, der er saa giftigt at det slaar sig selv ihjel?
A: Claro!
Q: Er det smart?
A: Nej - ikke rigtigt.
Q: Medusafroe?
A: Nix pille.
Q: Jeg staar henne i floden. Vil gerne fange en kaempe-piraña med en rusten toejknage. Hvad skal jeg saa bruge som lokkemad?
A: Bife lomo (con sangre).
Q: Jamen hvad spiser jeg saa selv?
A: Mmm. Dejlig flan.
1a. Tag til den bolivanske graense- og smuglerby Villazon.
1b. Vaer eventuelt totalt uvidende om, at Villazon ligger i 3,7 kilometers hoejde, og at intensiteten af de bagageforaarsagede udmattelsesprust derfor er ekstra generende for sortboersvekselerer og andre lyssky i de bakkede gyder.
2a. Kom i tanke om, at det er tid at tage praeventiv medicin mod hoejdesyge (snart skal du op i 5 kms hoejde).
2b. Mist hoejdesygemedicinen.
2c. Tag bussen til byen Tupiza. 100 km. Gennem udtoerrede flodsenge. "2 timer" (1 bolivianske transporttime = mellem 2 og 4 danske klokketimer.).
3. Stig ind i foernavnte firhjulstraekker (holder klar i Tupiza); medbring vand, chauffoer, kok, varmt toej og et generisk canadisk aegtepar (flinke, storkaevlende).
4. Koer ud paa det saakaldte Southwest Circuit - en firedages tur paa omkring 1000 km i et helt spektukalaert naturparksbjergomraade.
5. Efterhaanden som bilen naar de 4,5 km i hoejden, bemaerk at hoejdesyge er en virkelig sygdom. Prop febrilsk flere og flere cocablade ned i kindposen for at oege iltoptaget som en aegte indfoedt, men maerk alligevel hvordan du bliver doesig og kvalm og hovedpineagtig. Bemaerk hvordan trykket paa blaeren stiger proportionalt med hoejdemetrene.
6. Indvilg for femte gang i at hoere paa de samme canadiske "absolute horror stories" om folk, der efterlades midtvejs paa Southwest Circuit pga benzinmangel e.l., mod at faa canadisk hoejdesygemedicin.
Naar disse 6 steps er klaret, er bilen formentligt oppe omkring de 5 km. Hvad ser man saa paa turen?
- Mineralske laguner i alskens toksiske farver (groen = bly, arsenik og calciumkarbonater, hvid = borax, brungul = svovl, roed = sodium, jern, ... ?)
- Geysere fra jordens indre
- 3 flamingoarter, der elsker at bade og snadre efter skoenno mikroorganismer i giftblandingerne
- Lamaer, der tror at lagunerne er dejligt drikkevand, men faar en lang mule
- Ekstremt fattige bolivianere
- Et 7-farvet bjerg
- Lavalandskaber inkl. smaafjaertende vulkan
- Dali-stenformationer (manden blev inspireret af dem og saa kvitterede de ved at blive opkaldt efter ham)
- Omraader Chile har nakket fra Bolivia
Sluttelig ankommer man til spejlet solopgang i Salar de Uyuni, en uvirkelig saltoerken paa 12.000 kvadratkilometer, de indtoerrede rester af en mezosoisk atlanter-golf. Grundet vand- og luftspejlinger og uendelig, ubegribelig fladhed tror man, at bjergene paa den anden side er ti minutters koersel vaek. Det er naturligvis loegn. Enhver fornemmelse af afstand kan man godt pakke vaek her. Det samme boer man goere med enhver form for tilskyndelse til med de bare naever at grave efter flotte saltkrystaller i oerkenens saltvandsundergrund, ogsaa selvom guiden goer det. Man faar nemlig saadan nogle slemme saar, naar saltet toerrer ind, hvilket sker momentant naar armen traekkes op af vandet. Og saa er der allerede gnedet salt i. Avs. Det er svaert at haefte ord paa det helt igennem saere landskab, og billeder yder naeppe fuld retfaerdighed heller. Men et besoeg i Uyuni er ulig noget andet.
Efter saadan et eventyr traenger man til noget soedt: hovedstaden (ifoelge nogen (fra Sucre)) Sucre (der er opkaldt efter en spansk satan og altsaa ikke har med sukker at goere) will do. Her er kolonial stemning (conquistadorerne forstod at indrette sig hyggeligt for den gnalling soelv de kaprede her), dinosaurpark til eventuelle kridttidsfans i rejsekompagniet og endda en festival for selvstaendighedens 200-aarsdag med laarkort lamseben-livemusik af swingende kvalitet.
Og saa sker det jo nogle gange at man taenker: "Det er laenge siden jeg har haft over 1.000 moskitostik samtidigt. Lad os tage til Amazonas." Som taenkt, saa gjort, modulo usikre flyafgange med absolut infinitesemalt propelfly fra hovedstaden (siger nogen) La Paz til den graesklaedte junglestribe af en landingsbane her i Rurrenabaque, hvor vi nu slikker saarerne efter en 4-dages eksursion (spaendende, mudret, macheteorienteret og med en del wildlife) til Intenst Insekt-Inferno.
FAQ om Bolivia:
Q: Laaser en buschauffoer gerne passager inde, slukker lyset og forlader bussen i laengere tidsrum ad gangen?
A: Ja.
Q: Hjaelper det virkelig paa hoest og sundhed at ofre lamettabeklaedte lamafostre i en skaal med syntetisk farvet slik til Pachamama?
A: Por supuesto!!
Q: Er der mon et trae i Amazonas, der er saa giftigt at det slaar sig selv ihjel?
A: Claro!
Q: Er det smart?
A: Nej - ikke rigtigt.
Q: Medusafroe?
A: Nix pille.
Q: Jeg staar henne i floden. Vil gerne fange en kaempe-piraña med en rusten toejknage. Hvad skal jeg saa bruge som lokkemad?
A: Bife lomo (con sangre).
Q: Jamen hvad spiser jeg saa selv?
A: Mmm. Dejlig flan.
lørdag den 7. marts 2009
Buenos Aires, haleboesser og masser af vand ...
Buenos Aires er en heksekedel: paa samme tid lad latino, benhaard bartender, pesosstaerk pengemand, fattiglus, tryllebindende tangotekniker, ferocioes fodboldfanatiker (Boca Juniors eller River Plate - en diskussion om liv og doed!), partyglad parillapasser, samt transvedende turist i tilstanden "maet doesighed".
Byen har kort sagt alt. Kan man leve med de faa loese ender (enkelte gadeboern, ineffektivitet, et par tvivlsomme kvarterer), kan vi anbefale at tilflytte (evt. slaaende sig paa effektiveringsbranchen (om noedvendigt oprette branchen foerst)).
Efter 10 dage (!), adskillige partier skak med Martin (2-2, grrr...), mangen en runde mate (allestedsnaervaerende national-te, der indtages ad bombilla ("sugeroer") efter sirlige forskrifter) samt et par byture, var vi blevet egentlige venner med Agustín og fejrede det traditionelt med en omgang stegte koindvolde paa Maradonas stambar.
Dagen derpaa sagde vi goodbye til sprogskolen med et eftermiddags-empanadasymposium, inden vi drog ud til vores veninde Noelia, som bor uden for centrum med sin mor og mormor og tre katte med tilsvarende familiaere relationer samt to hunde, hvoraf kun den ene undlod at hade Martin indaedt. Her spenderede vi weekenden i godt selskab med parilla, hjemmelavet ravioli, afslapning og strolling i de forstadslignende kvarterer.
Transport over laengere afstande skulle til et par gange, hver gang foregik det med samme aldrende taxichauffoer, der havde en betaenkelig lighed med Styx-faergemanden. Hans udslukte ansigt var et bebrillet kranium, og naar alle var steget ind, taendte han for "Doedens Tango" og susede forrykt gennem de moerkelagte villekvarterer. De er aabenbart "hipt" at koere med slukket lys i paa de kanter?
Soendag besoegte vi Noelias veninde Nadias familie til et traditionelt argentinsk frokostgilde. Faren er modelbygger og bygger sammen med 5 andre paa 3 - 6 maaneder 1 miniature (skib, fly, boreplatform, mv), som derefter saelges for omkring 50.000 pesos (ca 85.000 dkk). Gaadefuldt hvordan denne praecisionskunstner under 1 frokost praesterede baade sovseskydning, vinmaling af dug og CD-stabelkast.
Nadia og Noelia gjorde simpelt hen alt for os. "Haevnen" er soed, skulle de vise sig i Danmark paa et tidspunkt.
Mandag 3. marts sprang vi paa en luxusliner af en bus med tandglas-store whiskeysjusser (og ABBA-film!) til Iguazu, et multipelt megavandfald i provinsen Misiones paa graensen til Brasilien og et af verdens absolutte naturvidundere. Udover sygt nok vand er der regnskovswildlife, saa det basker (bogstaveligt talt). Tukaner og sommerfugle. Og paa en 7 km jungletur i uberoert natur var der udover larmende abesvaerme ogsaa jaguarfare (saa vi ifoerte os loebsstaerke klipklappere, affoerte os vores kotelethalskaeder, og huskede raadet "Look big" i tilfaelde af et moede). Vi spottede det gumpetunge "tapir-svin" (biologisk betegnelse ukendt, men kan ogsaa kaldes "kanin-svin") samt de snilde naesebjoerne (hurtigt doebt "hale-boesser"), en slags 1 m lang elefantgrisvaskebjoern, man ENDELIG ikke maa fodre. Den kan nemlig selv tage, enten ved at lette paa skraldespandslaag i naturparken med det abnorme trynelignende frontaggregat, eller ved roeveri (saasom hapsning af Martins pakke Paraghurt'er fra et plasticbord. Ikke alene er det usundt for en lille haleboesse at aede blegansigtets medicin, tillige havde Martin Misiones-mave (en slags braetspil a la "Mavekneb. Vent 1 omgang" og "Ryk til naermeste toilet".)). (Til bekymrede laesere oplyses, at Paraghurterne blev reddet, modulo et solidt tandaftryk i metal(!)beholderen.)
I Iguazu by - lille og hyggelig - fik vi os en stambar med brasiliansk guitarlivemusik. Portionerne var saa rigelige at vi flere aftener smuglede pizza, bife de lomo og kartoffelkroketter ud til forbipasserende gadeboern.
I gaar sprang vi - sammen med gruppen De Syngende Israelere (til alles udelte glaede, naturligvis) - paa en knapt saa luksuoes bus til Salta i NV-Argentina. I morgen drager det fesne par (med aircondition-forkoelse og solallergi) ind i Bolivia..... Over and out.
Seneste billeder fra Buenos Aires: Klik her.
Billeder fra Iguazu: Klik her.
PS.Her foelger en liste med forslag til nye ord, der kan vaere til gavn under backpacking (visse er Argentinaspecifikke).
Grisoevi: Den saerlige glaede ved at opdage en grissini, man snedigt gemte i et saerligt rygsaekrum for 2 uger siden.
Hemilere: Diskutere, om man virkelig skal tage solcremen med op i bussen.
Olmis: Lille salgsfremmende loegn. Fx. "Denne bus koerer hele vejen. I skal ikke skifte bus 2 gange undervejs."
Praktyl: En lap papir, hvorpaa man skriver et tilfaeldig navn og 9 tilfaeldige tal. Praktyler kan skaffe dig ind hvorsomhelst i Argentina, hvor nogen udbeder sig "documentos", uden yderligere vouchers eller stempler. Insister blot paa, at navnet er dit og koden fx er dit pasnummer.
Byen har kort sagt alt. Kan man leve med de faa loese ender (enkelte gadeboern, ineffektivitet, et par tvivlsomme kvarterer), kan vi anbefale at tilflytte (evt. slaaende sig paa effektiveringsbranchen (om noedvendigt oprette branchen foerst)).
Efter 10 dage (!), adskillige partier skak med Martin (2-2, grrr...), mangen en runde mate (allestedsnaervaerende national-te, der indtages ad bombilla ("sugeroer") efter sirlige forskrifter) samt et par byture, var vi blevet egentlige venner med Agustín og fejrede det traditionelt med en omgang stegte koindvolde paa Maradonas stambar.
Dagen derpaa sagde vi goodbye til sprogskolen med et eftermiddags-empanadasymposium, inden vi drog ud til vores veninde Noelia, som bor uden for centrum med sin mor og mormor og tre katte med tilsvarende familiaere relationer samt to hunde, hvoraf kun den ene undlod at hade Martin indaedt. Her spenderede vi weekenden i godt selskab med parilla, hjemmelavet ravioli, afslapning og strolling i de forstadslignende kvarterer.
Transport over laengere afstande skulle til et par gange, hver gang foregik det med samme aldrende taxichauffoer, der havde en betaenkelig lighed med Styx-faergemanden. Hans udslukte ansigt var et bebrillet kranium, og naar alle var steget ind, taendte han for "Doedens Tango" og susede forrykt gennem de moerkelagte villekvarterer. De er aabenbart "hipt" at koere med slukket lys i paa de kanter?
Soendag besoegte vi Noelias veninde Nadias familie til et traditionelt argentinsk frokostgilde. Faren er modelbygger og bygger sammen med 5 andre paa 3 - 6 maaneder 1 miniature (skib, fly, boreplatform, mv), som derefter saelges for omkring 50.000 pesos (ca 85.000 dkk). Gaadefuldt hvordan denne praecisionskunstner under 1 frokost praesterede baade sovseskydning, vinmaling af dug og CD-stabelkast.
Nadia og Noelia gjorde simpelt hen alt for os. "Haevnen" er soed, skulle de vise sig i Danmark paa et tidspunkt.
Mandag 3. marts sprang vi paa en luxusliner af en bus med tandglas-store whiskeysjusser (og ABBA-film!) til Iguazu, et multipelt megavandfald i provinsen Misiones paa graensen til Brasilien og et af verdens absolutte naturvidundere. Udover sygt nok vand er der regnskovswildlife, saa det basker (bogstaveligt talt). Tukaner og sommerfugle. Og paa en 7 km jungletur i uberoert natur var der udover larmende abesvaerme ogsaa jaguarfare (saa vi ifoerte os loebsstaerke klipklappere, affoerte os vores kotelethalskaeder, og huskede raadet "Look big" i tilfaelde af et moede). Vi spottede det gumpetunge "tapir-svin" (biologisk betegnelse ukendt, men kan ogsaa kaldes "kanin-svin") samt de snilde naesebjoerne (hurtigt doebt "hale-boesser"), en slags 1 m lang elefantgrisvaskebjoern, man ENDELIG ikke maa fodre. Den kan nemlig selv tage, enten ved at lette paa skraldespandslaag i naturparken med det abnorme trynelignende frontaggregat, eller ved roeveri (saasom hapsning af Martins pakke Paraghurt'er fra et plasticbord. Ikke alene er det usundt for en lille haleboesse at aede blegansigtets medicin, tillige havde Martin Misiones-mave (en slags braetspil a la "Mavekneb. Vent 1 omgang" og "Ryk til naermeste toilet".)). (Til bekymrede laesere oplyses, at Paraghurterne blev reddet, modulo et solidt tandaftryk i metal(!)beholderen.)
I Iguazu by - lille og hyggelig - fik vi os en stambar med brasiliansk guitarlivemusik. Portionerne var saa rigelige at vi flere aftener smuglede pizza, bife de lomo og kartoffelkroketter ud til forbipasserende gadeboern.
I gaar sprang vi - sammen med gruppen De Syngende Israelere (til alles udelte glaede, naturligvis) - paa en knapt saa luksuoes bus til Salta i NV-Argentina. I morgen drager det fesne par (med aircondition-forkoelse og solallergi) ind i Bolivia..... Over and out.
Seneste billeder fra Buenos Aires: Klik her.
Billeder fra Iguazu: Klik her.
PS.Her foelger en liste med forslag til nye ord, der kan vaere til gavn under backpacking (visse er Argentinaspecifikke).
Grisoevi: Den saerlige glaede ved at opdage en grissini, man snedigt gemte i et saerligt rygsaekrum for 2 uger siden.
Hemilere: Diskutere, om man virkelig skal tage solcremen med op i bussen.
Olmis: Lille salgsfremmende loegn. Fx. "Denne bus koerer hele vejen. I skal ikke skifte bus 2 gange undervejs."
Praktyl: En lap papir, hvorpaa man skriver et tilfaeldig navn og 9 tilfaeldige tal. Praktyler kan skaffe dig ind hvorsomhelst i Argentina, hvor nogen udbeder sig "documentos", uden yderligere vouchers eller stempler. Insister blot paa, at navnet er dit og koden fx er dit pasnummer.
søndag den 22. februar 2009
"It's growing!"
Ophavskvinde til overskriftscitatet: Amerikansk turist, da vi fra en baad ser gletcheren Perito Moreno kaelve et stoerre isbjerg, der efter en dukkert kom til syne i vandoverfladen igen... Aha!Saa det er saadan de laver gletchere! Is kommer op af vandet og klistrer sig paa. Smart paahit, gletcher-magere.
... en uovertruffen naturoplevelse, der afspejler sig antallet af billeder, man finder paa Martins Picasa. Nu er gletchere ligesom hakket af paa Livets Store Todo-Liste.
... en uovertruffen naturoplevelse, der afspejler sig antallet af billeder, man finder paa Martins Picasa. Nu er gletchere ligesom hakket af paa Livets Store Todo-Liste.
Vidste du at: Gletchere er blaa, fordi isen (modsat normal sne) efter aarhundreders kompaktifikation reflekterer/absorberer lyset paa foelgende maade [indsaet selv fysisk forklaring]
Efter denne uovertrufne erfaring nappede vi en volador til Buenos Aires, hvor vi nu er flyttet ind hos vores belevne, centralt boende argentiner-vaert, Augustín. De foerste par dage forekom den(overraskende nok roedhaarede, men hvad, Argentina er jo et stort blandingsprodukt) tilknappede fyr os noget introvert, hvilket har mere at goere med, at han (udover spansk) kun taler fransk (et sprog vi er noget tyktflydende i, og paa spansk kan vi ikke helt foelge med), end at han plotter et kombo-drab. Martin har dog faaet ham til at grine ved at ombytte ordet cancha (fodboldbane) med et for en noget uartig kvindelig kropsdel. Senere, paa sprogskolen Vos, paa hvilken vi begge studerer i denne uge, fik Martin (igen pr. fehler) flettet dette formastelige ord ind i ordet sacacorcho (proptraekker). Man skal vogte sine vokaler ...
Facts om argentinere:
Fact 1. De er ÚBER-hjaelpsomme og interesserede i ens velbefindende, alle sammen. Takker man for noget, kvitteres konsekvent med en grimasse og lyden "ay ay de nada". De elsker koed og vin og gaar IKKE i seng foer 2 a la noche.
Fact 2. De elsker (ligesom resten af verdenskomplementet til nordeuropa) ineffektivitet. Her foelger en liste af systemer, man let kunne tjene pesoen paa at optimere:
- Busafgang i mindre by: Bussen samler hver person op ved personens hjem eller hostel. Paa den maade bliver afgangstiden lineaer i antal passager i stedet for konstant, som ved en normal busafgang, hvor passagererne stiger ind, og bussen koerer.
- Busafgang i Buenos Aires: Bussens betales med moenter, der som en konsekvens af landets jammerlige oekonomiske forfatning er meget sjaeldne. Fx er 1-peso-moenten typisk mere vaerd en 2-peso-sedlen, fordi foerstnaevnte kan bruges i bussen. Ved indstigning betaler passagererne 1 ad gangen lige i indgangen. Bussen kan ikke koere, foer alle passagerers moenter (typisk 10 moenter pr passager) er trillet igennem et bette hul i billetautomaten. Foelgelig er chauffoeren generelt utaalmodig og tilboejelig til at koere netop som sidste passager er ved at stige ind.
- Computersalg i Buenos Aires: Er du forhandler, saa foelg retningslinierne A) Udstil kun laptops og notebooks uden priser og tekniske specifikationer B) Spray din butik duftfrisker ogsaa mens kunderne snakker med dig, evt i stedet for at svare paa irriterende spoergsmaal C) Udlever kun modvilligt noedtoerftige oplysninger (men endelig ikke pris) om op til 1 produkt pr. kunde pr. dag D) Henvis til fiktive websider E) Tag ikke kreditkort, ever. Som extranjero fristes man til at tro, at argentinere koeber elektronikartikler ved at haeve alle deres penge i kontanter (det tager et par dage udfra ATM-minimumsbeloebet at bedoemme), vaelge et objekt udfra udseende alene og dernaest betale en ukendt pris.
- Salg af vare: Hav en skranke til at udlevere bon'er og en til at betale ved. Paa den maade skal kunder staa i koe 2 gange.
søndag den 15. februar 2009
Patagonien....
¡Hola! - fra en approksimation af begrebet "verdens ende", nemlig vores rejses sydligste punkt - El Calafate i S-Patagonien.
3. februar tjekkede vi ind i Mendoza. Heldigvis blev 1,1-million-byen javnet med jorden af et jordskaelv for nogle deka-aar siden, hvorfor byen nu er geometrisk tilfredsstillende opbygget som et tern-gitter. Heraf er visse tern plazaer med hver deres dekorationsstil og et behageligt skvaet groent. Men det essentielle er naturligvis at leje cykler og okse ud i bjergene for at dyppe snablen i de lokale draaber. 4 vinerier kan man godt naa paa en saadan hed, skyfri stoevtur, og med en to-tre for det meste udsoegte glas hvert sted ender man solskoldet-lykkelig, naar man tramper de ca. 20 kilometer hjemad i solnedgangen.
Ekstraherede facts om argentinsk vinproduktion:
- Specialiteten er Malbec ("daarligt naeb")
- Haandplukning (call in them Bolivian indians) og -sortering (ditto)
- Fermentering i betontanke med indlagt radiator (i gamle dage kontrolleredes temperaturen med aaben ild)
- Druer fyldes paa tanke og toender "by gravity" (en revolutionerende teknologi)
Saa var det tid til dobbeltdaekker-bustur "a la Argentina" til outdoor-mekkaet Bariloche, 18 timer syd for Mendoza. Undervejs skiftede landskabet fra "spansk vinmark" til "skoen vildmark". Udover fabelagtige udsigter paa cykel- og trekkingudflugter fik vi ogsaa her foerste aegte bif lomo, en boef saa frisk, at man under konsumption af de rigelige himmerigsmundfulde stadig fornemmer koens euforiske muh foraarsaget af det fede graes paa vidtstrakte La Pampa. Genialt (-og billigt. Vi kommer aldrig til at vaenne os til danske koed- og vinpriser igen).
Siden sprang vi paa 2-dages-turen mod syd Barilcohe-Perito Moreno-El Chalten ad den famoese rute 40; af de naesten 2.000 km vi tilbagelagde var omkring 800 ikke asfalterede. Saadan krydses Patagonien samtidigt med, at man tildeles 4 Guevara-point (Ernesto tog turen paa motorbike). Skalaen er som foelger:
1 point: Baere en T-shirt med Che G.
2 point: Bralre positivt op om Che G. uden skelen til, at han myrdede til hoejre og venstre
4 point: Koere ad rute 40 i bus
12 point: Tomle ad rute 40 iklaedt Che G.-maske, blodige laser, motorsav og et skilt med paaskriften "anywhere"
Paa turen gennem verdens tyndest og senest befolkede omraade, der er opkaldt efter den oprindelige befolknings ord for fod, pata, saa vi flere fauna-restprodukter, tydeligvis blandet af de materialer Gud havde tilovers efter at have befolket resten af kloden:
- Guanaco (hjort/lama/giraf/who cares)
- Ñandu (muligvis spansk for "imbecil strudse-plagiat")
- Nervoest Haandholdt Baeltedyr
- Tankbestyrerinde In The Middle Of Nowhere
Efter pitstop i "byen" Perito Moreno (en art gade med tilskoddede kulisser langs) midtvejs, tog vi en sviptur til Cueva De Los Manos, en forhistorisk dal med 9.300 aar gamle malede silhoutter af haender i alskens kuloerer. Vore venner fra urtiden blaeste malingen ud af munden, hvilket forklarer de relativt faa groenne haender (den groenne farve opnaaedes med en staerkt giftig kobberoploesning). Endelig endte vi i naturparks-navlen El Chalten, udover hostel-hygge med folk fra hele verden fik en af rejsens hidtil stoerste oplevelser - ice climbing paa Argentinas stoerste gletcher, Viedma. OH man-man, en og anden foeler sig sej, naar man udrustet med isoekser og pigsko og forcerer lodrette gletchervaegge. Hertil laegges omkring to timers peligroes trek paa gletcheren med dens blaa is og indlagt Bailey on the rocks (nybrudt med medbragt hakke) og viola - en uforglemmelig dag er skabt. I morgen tager vi til gletcheren Perito Moreno (endelig ikke at forveksle med byen), en kontinuerligt kaelvende turistattraktion, der tjener som eksistensgrundlag for El Calafate (hvor vi er nu).
Fra dagbogen foelger ogsaa lige lidt fortegnelser angaaende par-travelling og latinos in general.
Spil, Kira og Martin spiller tit:
- Hvor Er Nu Den Lille Pung
- Hvad Sagde Jeg, Du Havde Den Selv
- Stedsans (Martin foerer)
- Kira Mumler Noget Uvaesentligt, Som Martin Ikke Hoerer Og Beder Om At Faa Gentaget Til Situationen Er Ulidelig
- Jeg Troede Vi Havde Flere 100-Pesos-Sedler
- Mon Man Kan Haeve Mere End 320 Pesos I Netop Denne ATM?
- Lugter Her Ikke Af Roegelse
Spil, argentinere spiller tit:
- Puds Den Rude One More Time
- Foererloes Tomgang
- Stempel Op, Stempel Ned, ogsaa kendt som We Love Vouchers
Tid til udtalelse af "Ciao chicos, gracias, adios, hasta luego":
Indfoedt argentiner: 0,4 sek.
Udlaending (hvis muligt): 3 sek.
Billeder fra Mendoza, Bariloche og isklatringen er at finde paa Martins Picasa. Men nu smutter vi til asado (grill-fest) med nogle hollandske kammerater.
3. februar tjekkede vi ind i Mendoza. Heldigvis blev 1,1-million-byen javnet med jorden af et jordskaelv for nogle deka-aar siden, hvorfor byen nu er geometrisk tilfredsstillende opbygget som et tern-gitter. Heraf er visse tern plazaer med hver deres dekorationsstil og et behageligt skvaet groent. Men det essentielle er naturligvis at leje cykler og okse ud i bjergene for at dyppe snablen i de lokale draaber. 4 vinerier kan man godt naa paa en saadan hed, skyfri stoevtur, og med en to-tre for det meste udsoegte glas hvert sted ender man solskoldet-lykkelig, naar man tramper de ca. 20 kilometer hjemad i solnedgangen.
Ekstraherede facts om argentinsk vinproduktion:
- Specialiteten er Malbec ("daarligt naeb")
- Haandplukning (call in them Bolivian indians) og -sortering (ditto)
- Fermentering i betontanke med indlagt radiator (i gamle dage kontrolleredes temperaturen med aaben ild)
- Druer fyldes paa tanke og toender "by gravity" (en revolutionerende teknologi)
Saa var det tid til dobbeltdaekker-bustur "a la Argentina" til outdoor-mekkaet Bariloche, 18 timer syd for Mendoza. Undervejs skiftede landskabet fra "spansk vinmark" til "skoen vildmark". Udover fabelagtige udsigter paa cykel- og trekkingudflugter fik vi ogsaa her foerste aegte bif lomo, en boef saa frisk, at man under konsumption af de rigelige himmerigsmundfulde stadig fornemmer koens euforiske muh foraarsaget af det fede graes paa vidtstrakte La Pampa. Genialt (-og billigt. Vi kommer aldrig til at vaenne os til danske koed- og vinpriser igen).
Siden sprang vi paa 2-dages-turen mod syd Barilcohe-Perito Moreno-El Chalten ad den famoese rute 40; af de naesten 2.000 km vi tilbagelagde var omkring 800 ikke asfalterede. Saadan krydses Patagonien samtidigt med, at man tildeles 4 Guevara-point (Ernesto tog turen paa motorbike). Skalaen er som foelger:
1 point: Baere en T-shirt med Che G.
2 point: Bralre positivt op om Che G. uden skelen til, at han myrdede til hoejre og venstre
4 point: Koere ad rute 40 i bus
12 point: Tomle ad rute 40 iklaedt Che G.-maske, blodige laser, motorsav og et skilt med paaskriften "anywhere"
Paa turen gennem verdens tyndest og senest befolkede omraade, der er opkaldt efter den oprindelige befolknings ord for fod, pata, saa vi flere fauna-restprodukter, tydeligvis blandet af de materialer Gud havde tilovers efter at have befolket resten af kloden:
- Guanaco (hjort/lama/giraf/who cares)
- Ñandu (muligvis spansk for "imbecil strudse-plagiat")
- Nervoest Haandholdt Baeltedyr
- Tankbestyrerinde In The Middle Of Nowhere
Efter pitstop i "byen" Perito Moreno (en art gade med tilskoddede kulisser langs) midtvejs, tog vi en sviptur til Cueva De Los Manos, en forhistorisk dal med 9.300 aar gamle malede silhoutter af haender i alskens kuloerer. Vore venner fra urtiden blaeste malingen ud af munden, hvilket forklarer de relativt faa groenne haender (den groenne farve opnaaedes med en staerkt giftig kobberoploesning). Endelig endte vi i naturparks-navlen El Chalten, udover hostel-hygge med folk fra hele verden fik en af rejsens hidtil stoerste oplevelser - ice climbing paa Argentinas stoerste gletcher, Viedma. OH man-man, en og anden foeler sig sej, naar man udrustet med isoekser og pigsko og forcerer lodrette gletchervaegge. Hertil laegges omkring to timers peligroes trek paa gletcheren med dens blaa is og indlagt Bailey on the rocks (nybrudt med medbragt hakke) og viola - en uforglemmelig dag er skabt. I morgen tager vi til gletcheren Perito Moreno (endelig ikke at forveksle med byen), en kontinuerligt kaelvende turistattraktion, der tjener som eksistensgrundlag for El Calafate (hvor vi er nu).
Fra dagbogen foelger ogsaa lige lidt fortegnelser angaaende par-travelling og latinos in general.
Spil, Kira og Martin spiller tit:
- Hvor Er Nu Den Lille Pung
- Hvad Sagde Jeg, Du Havde Den Selv
- Stedsans (Martin foerer)
- Kira Mumler Noget Uvaesentligt, Som Martin Ikke Hoerer Og Beder Om At Faa Gentaget Til Situationen Er Ulidelig
- Jeg Troede Vi Havde Flere 100-Pesos-Sedler
- Mon Man Kan Haeve Mere End 320 Pesos I Netop Denne ATM?
- Lugter Her Ikke Af Roegelse
Spil, argentinere spiller tit:
- Puds Den Rude One More Time
- Foererloes Tomgang
- Stempel Op, Stempel Ned, ogsaa kendt som We Love Vouchers
Tid til udtalelse af "Ciao chicos, gracias, adios, hasta luego":
Indfoedt argentiner: 0,4 sek.
Udlaending (hvis muligt): 3 sek.
Billeder fra Mendoza, Bariloche og isklatringen er at finde paa Martins Picasa. Men nu smutter vi til asado (grill-fest) med nogle hollandske kammerater.
søndag den 8. februar 2009
"Har I stadig jeres nyrer?"
... citatet stammer fra fartboelle og levekvinde, Anne Soerensen (eks-Politiken-journalist), efter et radikalt flyvehop i en Nissan ´Naesten´Indestructible. Vi fik at vide, at bilens motor overlever fald fra flere km, brand, storm, terror, koriander, mv. Historien melder ikke om post-beskaffenheden af eventuelle passagerer.
Vi er i det centrale Chile og besigtiger Santa Cruz-projektet Spa, Hotel og Vingaard, som hun og manden, Eduardo "Lalo", har kastet sig ud i. Efter 30 aar i DK var det tid for Lalo at skifte himmelstroegene ud med de faedreland-lige.
Status er en koebt vinmark og byggeriet skulle gerne starte for nogle uger siden, helst mange, idet hotel og faciliteter gerne skal vaere koereklar til naeste sommers saeson. Alene udfra bekendskabet med Anne og Lalo og Santa Cruz by kan vi varmt anbefale alle at tage hertil (med andre transportmidler end Annes bil). Landskabet indfrier de fleste oerkensvedne western-forestillinger, komplet med kakti, vindhekse og "cowboys" (dog rent showoff i genren "min spore har stoerre diameter end din"). Til et ultralokalt rodeoshow erfarede vi, at chilerne boer lave vin, fremfor oel. De tyske immigranter i Valdivia varetager brygning af sidstnaevnte til landets toerstige helt fint.
Tidligere paa ugen landede vi i den solslumrende latino-metropol Santiago de Chile, men fy da for en kedsommelig og stoevet bilby.
- Vi flygtede rapt ud til kystens Valparaiso, en mindre (200.000 indb) havneby, beroemmet for sit kunstnerkvarter og bohemestemning. Byen kunne om ikke i hygge-% saa i struktur minde om De Fortabte Boerns By. Byen bestaar af to dele - en havnefront, domineret af himmelstraebendew byggeri samt vore venner hr. Semikaos og hr. Dirt, samt godt med mylder i de forfaldsaestetiske parisisk-klassiske bygninger - hvilket resulterer i en dejlig storbystemning. Herfra kan man via trapper (dumt) eller ascensores - by-elevatorer fra storhedstiden inden Panama-kanalen blev aabnet, og byen reelt overfloedig - transportere sit feriekorpus til de oevre bydele, der breder sig over det bakkede landskab. Herfra kan man ogsaa beskue store dele af Chiles flaade - men man maa ikke fotografere taet paa, fordi saa opdager fjenden jo koordinaterne til slagskibene og kan saenke dem. Eller noget. Hyggeligst deroppe var nok kvarteret Carre Alegre med sine spraglede boelgeblikshuse og cafeer og fotografistuderende Nicolas, der primaert fungerede som lokalkendt bar-anbefaler. Vi blev ogsaa prakket et fremragende maleri paa for 25,000 pesos (220 kr). Bydelen er et must, hvis man er i Valparaiso - modsat indtagelse af nationalmaaltidet "en completo", der i bund og grund er et hotdogslignende monster med guacamole, mayonaisse og VSM (verdens slemmeste metervarepoelse) i. Avocadoen hjaelper ikke her. Utysket har slesket sig ind hos almenchileren og forklarer maaske dennes tendens til at have en ekstra sidedelle, man ikke ser saa hyppigt i fx DK.
Foer afrejse var Martin (meget lidt, maaske mere familien) bekymret for, at Sydamerika skulle vise sig som et stort narko-opgoer. Paa baggrund af vore Chile-oplevelser kan vi opstille foelgende prioriterede liste af farlige elementer i det centrale Chile:
7. At lade sig klippe for 2,500 pesos af en kvinde, hvis klippealgoritme bestod af at altenere mellem tilstandene A) Sige "¿Que pasa...? Veronicaaa!" B) Klippe i luften C) Snakke/nynne med sig selv (i det fjerne) D) Klippe relativt tilfaeldigt i kunden (resulat: 1 stk. hanefar/Martin)
6. 1/2-liters vinflasker er bare helt OK
5. Blandingsbatterier
4. Man kan faa jugo (en youghurtdrik) overalt
3. Man kan ikke faa oel allevegne, fordi hvert bydistrikt tildeles fikseret antal licenser
2. Lokalt oel i Santa Cruz´opland
1. Anne S. (Anne tolker fartskilte som "koer mindst dobbelt op af denne hastighed".)
Sluttelig drog vi d. 3/2 fra Chile til Medoza, en vinhoejborg. Mere herom senere. Inkl graensenusseri (ingen frugt og groent maa passere graensen til Chile!) bragte en rar bus os over Andes paa 7 timer. Praegtige udsigter undervejs.
Man finder flere billeder fra Chile paa Martins Picasa (klik).
Vi er i det centrale Chile og besigtiger Santa Cruz-projektet Spa, Hotel og Vingaard, som hun og manden, Eduardo "Lalo", har kastet sig ud i. Efter 30 aar i DK var det tid for Lalo at skifte himmelstroegene ud med de faedreland-lige.
Status er en koebt vinmark og byggeriet skulle gerne starte for nogle uger siden, helst mange, idet hotel og faciliteter gerne skal vaere koereklar til naeste sommers saeson. Alene udfra bekendskabet med Anne og Lalo og Santa Cruz by kan vi varmt anbefale alle at tage hertil (med andre transportmidler end Annes bil). Landskabet indfrier de fleste oerkensvedne western-forestillinger, komplet med kakti, vindhekse og "cowboys" (dog rent showoff i genren "min spore har stoerre diameter end din"). Til et ultralokalt rodeoshow erfarede vi, at chilerne boer lave vin, fremfor oel. De tyske immigranter i Valdivia varetager brygning af sidstnaevnte til landets toerstige helt fint.Tidligere paa ugen landede vi i den solslumrende latino-metropol Santiago de Chile, men fy da for en kedsommelig og stoevet bilby.
- Vi flygtede rapt ud til kystens Valparaiso, en mindre (200.000 indb) havneby, beroemmet for sit kunstnerkvarter og bohemestemning. Byen kunne om ikke i hygge-% saa i struktur minde om De Fortabte Boerns By. Byen bestaar af to dele - en havnefront, domineret af himmelstraebendew byggeri samt vore venner hr. Semikaos og hr. Dirt, samt godt med mylder i de forfaldsaestetiske parisisk-klassiske bygninger - hvilket resulterer i en dejlig storbystemning. Herfra kan man via trapper (dumt) eller ascensores - by-elevatorer fra storhedstiden inden Panama-kanalen blev aabnet, og byen reelt overfloedig - transportere sit feriekorpus til de oevre bydele, der breder sig over det bakkede landskab. Herfra kan man ogsaa beskue store dele af Chiles flaade - men man maa ikke fotografere taet paa, fordi saa opdager fjenden jo koordinaterne til slagskibene og kan saenke dem. Eller noget. Hyggeligst deroppe var nok kvarteret Carre Alegre med sine spraglede boelgeblikshuse og cafeer og fotografistuderende Nicolas, der primaert fungerede som lokalkendt bar-anbefaler. Vi blev ogsaa prakket et fremragende maleri paa for 25,000 pesos (220 kr). Bydelen er et must, hvis man er i Valparaiso - modsat indtagelse af nationalmaaltidet "en completo", der i bund og grund er et hotdogslignende monster med guacamole, mayonaisse og VSM (verdens slemmeste metervarepoelse) i. Avocadoen hjaelper ikke her. Utysket har slesket sig ind hos almenchileren og forklarer maaske dennes tendens til at have en ekstra sidedelle, man ikke ser saa hyppigt i fx DK.Foer afrejse var Martin (meget lidt, maaske mere familien) bekymret for, at Sydamerika skulle vise sig som et stort narko-opgoer. Paa baggrund af vore Chile-oplevelser kan vi opstille foelgende prioriterede liste af farlige elementer i det centrale Chile:
7. At lade sig klippe for 2,500 pesos af en kvinde, hvis klippealgoritme bestod af at altenere mellem tilstandene A) Sige "¿Que pasa...? Veronicaaa!" B) Klippe i luften C) Snakke/nynne med sig selv (i det fjerne) D) Klippe relativt tilfaeldigt i kunden (resulat: 1 stk. hanefar/Martin)
6. 1/2-liters vinflasker er bare helt OK
5. Blandingsbatterier
4. Man kan faa jugo (en youghurtdrik) overalt
3. Man kan ikke faa oel allevegne, fordi hvert bydistrikt tildeles fikseret antal licenser
2. Lokalt oel i Santa Cruz´opland
1. Anne S. (Anne tolker fartskilte som "koer mindst dobbelt op af denne hastighed".)
Sluttelig drog vi d. 3/2 fra Chile til Medoza, en vinhoejborg. Mere herom senere. Inkl graensenusseri (ingen frugt og groent maa passere graensen til Chile!) bragte en rar bus os over Andes paa 7 timer. Praegtige udsigter undervejs.
Man finder flere billeder fra Chile paa Martins Picasa (klik).
Abonner på:
Kommentarer (Atom)